Tilbage til Alle begivenheder

MASTERCLASS : MORGENDAGENS STJERNER

  • KULTURHOTELLET HØJHUSET, SANGVÆRKSTED (kort)
 

Kom med helt ind i maskinrummet og tæt på sangerens arbejdsproces, når masterclassen Morgendagens Stjerner slår dørene op for publikum. Denne intense fire dages masterclass foregår under Herning Opera Festival og er for udvalgte sangstuderende fra landets musikkonservatorier. Besøger du masterclassen, får du en unik mulighed for at overvære, hvordan unge sangtalenter undervises og arbejder med deres stemmer, ligesom du kan dykke ned under overfladen på alt den skaberkraft og finpudsning, der går forud for en færdigbearbejdet koncert.  

De unge sangtalenter undervises og coaches af Freja Lyme og Signe Asmussen og får musikalsk ledsagelse af pianist Olivera Marinkovic. Masterclassen munder ud i koncerten "Morgendagens Stjerner – Figaros Minibryllup", hvor de sangstuderende demonstrerer, hvad de har arbejdet med under masterclassen.  

Arrangementet præsenteres i samarbejde med Operaen i Midten og Kulturhotellet Højhuset 

 

MEDVIRKENDE : Udvalgte sangstuderende fra landet musikkonservatorier
UNDERVISERE : Freja Lyme og Signe Asmussen
PIANIST : Olivera Marinkovic

 

MEDVIRKENDE :

Freja Friberg Lyme

Freja Friberg Lyme har en Master of Arts på Københavns Universitet og en Master i Operadirecting i Verona. I 2019 afsluttede hun sin diplomuddannelse i ledelse på Statens Scenekunstskole.

Freja har siden august 2021 været kunstnerisk leder af "Operaen i Midten".

Freja har modtaget det prestigefyldte legat “Den Unge Kunstneriske Elite” fra Statens Kunstfond.

Freja driver også et lille operaselskab, "Den Åbne Opera", der har til formål at lave produktioner, der hovedsageligt, men ikke kun, når ud til et yngre publikum og i sidste ende opdyrke en ny gruppe af publikum til opera. Freja har produceret og instrueret operaen Dukken bag tæppet som gæsteproduktion på Det Kongelige Teater på Takkelloftet. Operaen vandt prisen for "Årets Opera sæson 20/21" fra Cph. Culture. Freja har også instrueret og produceret Team Player, La Pizza con Funghi, Nozze di Figaro, Bjørnen og Pagliacci i Absalon, København.

Freja startede “Operativet” sammen med Signe Sneh Durholm i 2019 og instruerede deres version af L’elisir d’amore på Copenhagen Distillery. Forestillingen blev nomineret til "Årets Opera 20/21" fra Cph. Culture.

Som freelancer har Freja instrueret en række filmversioner af forskellige operaer.

Freja har også været brugt som dramaturgisk konsulent på Det Kongelige Operahus. Hun har også instrueret operaprojekter på musikskolen MGK og undervist i skuespil for skuespiller-børnene på Det Kongelige Teater.

Olivera Marinkovic

Olivera Marinkovic er pianist fra Serbien. Hun er uddannet på Musikkonservatoriet i Beograd, Universitetet i Agder, Kristiansand og Norges Musikhøjskole i Oslo, hvor hun blev uddannet operarepetitør. 

Olivera Marinkovic har en omfattende erfaring som koncertpianist, kammermusiker og akkompagnatør. Hun har optrådt flere steder i Serbien, Norge, Italien, Tyskland og Danmark og vundet flere priser i konkurrencer både som solist og kammermusiker. 

Mens Olivera Marinkovic boede i Norge, var hun opera repetitør på Kunsthøgskolen i Oslo og på Den Norske Opera og Ballet. I 2013 fik hun en fuldtidsstilling som adjunkt i akkompagnement ved Institut for musik, dans og drama, på Universitetet i Tromsø.

Siden hun flyttede til Danmark, har Olivera Marinkovic arbejdet som freelance pianist og opera repetitør i Danmark og Norge. Hun er tilknyttet Det Kongelige Ballet Skole i Holstebro, Den Jyske Opera og Operaen i Midten.

I sommer 2019 har Olivera været musikalsk leder af Odense Sommeroperas første forestilling Hans og Grethe, og har siden spillet mange koncerter som del af Odense Sommer opera, Ålborg Opera Festival og Herning Opera Festival.

Som kammermusiker har hun optrådt i flere forskellige konstellationer med koncerter Musikkens Hus i Aalborg, Musikhuset i Aarhus, Art Song Aarhus og mange flere.   

Signe Asmussen

Siden debutkoncerten fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2001, med anmeldelser der udråbte hende til ”en sanger med ekstraordinære muligheder” og en ”vokal intimforfører”, har hun – med et gennemsnit på mellem 90-110 koncerter og forestillinger om året - for alvor slået sit navn fast som én af sin generations mest alsidige og karismatiske sangerinder; en musikalsk kamæleon, som uden problemer boltrer sig i snart sagt alle genrer.

Hendes utrættelige indsats for lied'ens udbredelse indbragte hende i 2009 den prestigefyldte Aksel Schiøtz-pris.

Signe Asmussen har, udover Aksel Schiøtz prisen og Dansk Komponistforenings Musikerpris, modtaget adskillige priser og legater, bl.a. Solistforeningen af 1921’s hæderslegat, Sonnings Stipendium, Holstebro Musikpris, Rhein van Hauens Legat, og Tonny Landy og Tove Hyldgaards Legat.

 
Forrige
Forrige
26. august

DEEP FOREST OPERA NIGHT

Næste
Næste
26. august

DEEP FOREST OPERA NIGHT