Tilbage til Alle begivenheder

SANGERLIV

  • HERNING BIBLIOTEK, PLATFORMEN (kort)
 

Har du nogensinde tænkt på, hvordan det mon er at leve og arbejde som professionel sanger? Hvordan udvikler man sig fra ung nyuddannet sanger til en internationalt anerkendt solist? Hvilke udfordringer eller overraskelser møder man på sin vej?  

Festivalens kunstneriske leder Mads Bille dykker ned i disse spørgsmål og mange flere, når han inviterer to sangerinder ind til en snak om livet som sanger. Første gæst er Susanne Elmark, der har gjort international karriere som solist på alverdens store operascener. Sammen med hende møder vi Signe Sneh Durholm, der er uddannet operasanger fra Det Kongelige Operaakademi ved Det Kongelige Teater og til dagligt arbejder som både solist, idéudvikler, librettist.  

Kom tættere på sangerne, branchen og arbejdet med det kunstneriske håndværk. Der er garanti for spændende livshistorier, gode anekdoter og naturligvis også musikalske indslag!  

Arrangementet præsenteres i samarbejde med Herning Bibliotekerne. 

 

MEDVIRKENDE : Susanne Elmark og Signe Sneh Durholm
PIANIST : Kristian Marius Andersen
VÆRT : Mads Bille

 

MEDVIRKENDE :

Signe Sneh Durholm

Signe Sneh Durholm er uddannet operasanger fra Det Kongelige Operaakademi ved Det Kongelige Teater. I dag er hun en alsidig lyrisk-koloratursopran med en stemme, der spænder fra Nattens Dronning i Tryllefløjten, til Mimì i La Bohéme og til Lulu i Alban Bergs opera af samme navn. Signe Sneh Durholm har optrådt på de fleste danske operascener samt været gæstesolist flere steder uden for Danmark. Desuden har hun ved flere anledninger optrådt for H.K.H. Dronning Margrethe II og Kongehuset. 

Signe Sneh Durholm har modtaget flere anerkendelser, sang- og konkurrencepriser, hæderslegater og flotte anmeldelser, samt kvalificeret sig til “Final Rounds” i Hans Gabor Belvedere Singing Competition. 

Med et ønske om at gøre opera lettere tilgængelig for både børn og voksne, arbejder Signe Sneh Durholm som idéudvikler, librettist og sanger på diverse projekter.  

 

Susanne Elmark

Den danske sopran Susanne Elmark har i snart tre årtier været efterspurgt verden over i de mest krævende, høje sopranpartier såsom Nattens Dronning i Tryllefløjten, Lulu i Alban Bergs Lulu, Konstanze i Bortførelsen fra Seraillet, Zerbinetta i Ariadne på Naxos, Fiakermilli i Arabella, Agnes i Written on Skin og Marie i Zimmermanns Die Soldaten.

Med disse partier har hun været engageret på de største operascener såsom Staatsoper i München, Staatsoper Hamborg, Berliner Staatsoper, operaerne i Madrid, Barcelona, Buenos Aires, Tokyo, Zürich, Frankfurt og Wien.

Kristian Marius Andersen

Kristian Marius Andersen er vokset op i Nordengland. Allerede som treårig kunne Kristian gengive en melodi på sit legetøjskeyboard - lige efter at han havde hørt den i radioen. Som fireårig trænede han selv i at spille klaver, og som seksårig begyndte han at modtage klaverundervisning, hvor det hurtigt stod klart, at Kristian havde absolut gehør.

De gode ører og 10 fænomenalt hurtige fingre bragte sidenhen Kristian ind på en af Englands berømte talentskoler for unge musikere; Cheetham School of Music. Da var han 14 år. Da han var fyldt 19, rejste han til Norge, hvor han arbejdede som organist. og blev i 2005 ansat som organistassistent ved Herning Kirke.

Kristian fortsatte musikudøvelserne og -studierne, denne gang ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han tog eksamen .

Kristian Marius Andersen har slået rod i Herning, og sammen med Herning Kirkes Drengekor som han akkompagnerer, har han turneret overalt i Danmark og på koncertturneer i både Europa, USA og Australien med koncerter i blandt andet Notre Dame i Paris og Grace Cathedral i San Francisco, Berliner Dom og Operahuset i Sydney.

Overalt bliver han hyldet for sin store musikalitet, sit helt ekstraordinære tekniske overskud, og ikke mindst som en gudsbenådet improvisator:

"Det geniale musikgeni fra Herning", "Den virtuose enspænder", "Sin generations bedste til at improvisere", "Den ferme tangentspiller" og "Tangenttroldmanden" er blot nogle af de mange anerkendende tilnavne, der er blevet knyttet til Kristians person og talent.

 
Forrige
Forrige
26. august

OPERAWORKSHOP MED KROP OG SJÆL

Næste
Næste
26. august

MASTERCLASS : MORGENDAGENS STJERNER