Klassisk sang og opera får styrket stemme på national platform
– Herning Opera Festival indgår nyt partnerskab med Kulturmødet Mors
Herning Opera Festival kan med stolthed offentliggøre et nyt og meningsfuldt samarbejde med Kulturmødet Mors – Danmarks største nationale samlingspunkt for samtaler om kunst og kultur. Festivalen er nemlig blevet kurateringspartner på Kulturmødet og vil fremover bidrage med faglig sparring og kuratering af programpunkter inden for klassisk sang og opera.
Kulturmødet Mors samler hvert år tusindvis af kulturaktører, beslutningstagere, kunstnere og publikummer til tre intense dage med debatter, forestillinger, koncerter og samtaler i og omkring Nykøbing Mors. Med en vision om at styrke kulturens rolle i samfundet, fungerer mødet som en vigtig platform for dialog og udvikling på tværs af genrer, brancher og geografier – og netop derfor er samarbejdet med Herning Opera Festival en naturlig forlængelse af begge parters ambitioner.
Festivalformater på national scene
Udover at indgå i den kuratoriske proces, bidrager Herning Opera Festival også med en række af festivalens egne signaturformater til Kulturmødets program. Blandt andet kan besøgende opleve den populære Stemmesmagning, hvor tenor Gert Henning-Jensen med varme og humor tager publikum med på en sanselig smagsrejse gennem nogle af operaens mange forskellige stemmetyper og klangfarver.
Derudover vil Kulturmødet også danne ramme om en opførelse af festivalens nye børneoperaformat OPERAmini, der tidligere på sommeren havde premiere under Kulturfest Herning og nu bringer opera i børnehøjde videre ud i landet. Publikum i gader og stræder på Mors kan desuden se frem til at blive overrasket og berørt af festivalens sprudlende opera pop-up-format, der dukker op dér, hvor man mindst venter det – og måske mest har brug for det.
“Vi er utrolig glade for partnerskabet med Kulturmødet og for at kunne bidrage aktivt til udviklingen af programmet for klassisk sang og opera,” udtaler Line Nordentoft, direktør for Herning Opera Festival.
“Det har stor betydning for os, at vores formater får mulighed for at leve videre uden for festivalens egne rammer. At en operafestival med rødder i Herning kan spille med i en national kontekst som Kulturmødet, er både vigtigt og meningsfuldt. Det er en anerkendelse af det faglige og kunstneriske arbejde, vi laver, og en mulighed for at bidrage til den nationale samtale om operaens og den klassiske musiks rolle i fremtidens kulturliv.”
Samarbejdet markerer en spændende ny retning for Herning Opera Festival og er endnu et skridt i festivalens arbejde med at gøre opera og klassisk sang tilgængelig og vedkommende for et bredt publikum – lokalt såvel som nationalt.
Du kan læse mere om Herning Opera Festivals bidrag og øvrige programpunkter i Kulturmødets program på kulturmoedet.dk.
Se årets program
OPERACAFÉ: OPERA OG ORGEL
Tirsdag d. 27.05.25 i Sunds kirke
ÅBNINGSSOIRÉ
Onsdag d. 27.08.25 på Kulturhotellet Højhuset
STEMMESMAGNING
Onsdag d. 27.08.25 på Kulturhotellet Højhuset
STOR STEMME
Onsdag d. 27.08.25 på Kulturhotellet Højhuset